Uret og tidens gang i Danmark (sandur)

Nytårsnat 1893/94 blev der sat en stopper for den totale forvirring i Danmark. Vi gik over til universaltid bedre kendt som Greenwich-tid. Nu skulle det ikke længere være det Kongelige Observatorium på Østervold i København, der skulle måle tiden. Den skulle beregnes ud fra den 15. længdegrad, der ifølge kortene ligger to kilometer fra Gudhjem på Bornholm. Danmark var kommet i samme tids-fællesskab som Sverige, Tyskland, England, og de fleste andre lande i verden. Frankrig mente, de havde krav på, at tiden blev beregnet ud fra deres tidsmåling, så de lavede deres egen Paris-tid, hvilket var præcis den samme som Greenwich-tid. Men de fleste søkort i verden var tegnet og allerede i brug, og de var lavet ud fra, at 0-medianen går igennem Greenwich observatoriet i England, så det blev Greenwichtid og ikke Paristid der blev udgangspunktet for universaltid.

Alle urene blev derfor stillet 9 minutter og 41 sekunder frem denne nytårsnat 1893/94. Bare det at blive enige om, hvornår urene skulle stilles, havde der været ballade om. Skulle de stilles inden klokken 12, eller skulle det gamle år have lov til at rinde ud. Beslutningen blev, at det gamle år skulle rinde ud, hvorefter urene blev stillet de knap 10 minutter frem, så vi fra da af fulgte universaltiden. Men årsagen til, at vi tilslutter os universaltiden, er en lang og sjov historie.

Det første kendte mekaniske ur blev i 1335 monteret på domkirken i Milano. Der gik en del år, før skikken kom til Danmark. Helt præcist til 1401, hvor Ribe Domkirke fik et ur monteret i tårnet. Herfra spredte tårn-urene sig rundt i landet.

Urene blev indstillet af klokkeren på den måde, at når solen stod højst på himlen, så var klokken 12. Det betød, at snart sagt hver by havde sin egen lokale tid. Denne måde at indstille urene på blev ophøjet til lov i Danske lov fra 1683, hvor det blev bestemt, at urene skulle stilles efter solens gang over himlen.

Uret var bestemt ikke hver mands eje. Kongen havde et stort fint et, men kongen spiste, når han var sulten. Bonden stod op, når hanen galede, han gik i seng med hønsene, og han sad i kirken, når klokkeren ringede til kirkegang. Ja alt gik fint, lige til den dag, hvor verden blev mindre, og vi begyndte at rejse og sende breve til hinanden.

I 1824 indsatte postvæsnet et antal post-diligencer, der med stor præcision skulle bringe posten sikkert og hurtigt ud i landet. Men det kneb med præcisionen. Det fik generalpostdirektøren til at interessere sig for tiden. Han bad i 1837 astronomiprofessor Heinrich Christian Schumacher (1780-1850), om at rejse langs postruterne for præcist at beregne og notere ankomsttider og afgangstider for hver by, samt hver bys lokale tid i forhold til længdegraderne. På den måde kunne man lave præcise køreplaner for post-diligencen. Målingerne viste, at når klokken var 12.00 i København, var den 11.58 i Frederikshavn, 11.52 i Skagen, 11.51 i Århus og 11.42 i Blåvand. Til gengæld var den 12.10 på Bornholm. Københavns ure var indstillet efter en middeltid, mens resten af landets ure ofte var indstillet efter den lokale soltid. Så det var mildt sagt umuligt at lave præcise køreplaner.

Den næste store udfordring var telegrafen. 

Download filen og læs resten af historien. 

I aktiviteten skal eleverne lave et sandur.


Download historien og aktiviteten her: Uret og tidens gang i Danmark 

Vil du besøge stedet hvor medianstenen ligger, skal du ikke køre til Gudhjem. Stenen ligger på en mark tæt ved Pederske. 

En anden lille sjov ting er, at en kvant er den mindste hændelse, der kan forekomme. Den mindste tid der kan forekomme er 10^-44 sekund.