Vejbred - den gode historie

Botanik

Vejbred

Navnet kommer af en bredbladet plante ved veje. Det er en meget almindelig plante. Den bliver også kaldet vejbær, vibrød vejrbølle osv.  I 1400-tallet hed den også strugurt. Strugurt betyder prygl, så måske blev plantens lange stængler brugt til at slå de små børn over fingrene eller hen over ryggen.

I Amerika fik den navnet den hvide mands fodspor, fordi den bredte sig, der hvor de europæiske nybyggere trængte frem. Den blev nemlig brugt som et lægemiddel mod alle tænkelige sygdomme og myggestik, forstoppelse og andre ubekvemmeligheder. Den er især kendt som en sårlægende plante. Både ved at lægge blade direkte på såret som et afkog af planten, og som bestanddel i salver.

Bonden brugte den også til sine dyr. Hvis koen havde diarré, fik den vejbred kogt i vand. Hesten fik vejbred mod halsbetændelse. Så det kan ikke undre, at nybyggerne havde vejbred med til Amerika.

Vejbred har også været brugt som mad. I jernalderen bagte man den ind i brød, og helt frem til 1800-tallet har den været brugt i salater. Under 2. verdenskrig blev den brugt som te-erstatning.

Der var også en del overtro forbundet med vejbred. En klog mand i Åby påstod, at lægger du en vejbred under hovedpuden, er du sikker på at vågne et bestemt tidspunkt næste morgen. Hvis en gammel kone vil have sin datter gift med en bestemt, skal hun røre dem begge med den samme vejbred. Dog uden at de opdager det.  

Kilde: Folk og flora. V.J. Brøndegaard. Rosenkilde og Bagger, 1978

Download den gode historie her: Vejbred - den gode historie