Kulbuelampen
blev oprindelig opfundet af Humphry Davy i begyndelsen af det 19. århundrede.
Før den elektriske pære blev opfundet, var lampen meget almindelig.
Kulbuelampen virker ved, at to kulstænger rører hinanden, hvorved der skabes et
elektrisk kredsløb. Når kredsløbet er skabt, trækkes kulstængerne lidt fra
hinanden, kullet "brænder" samtidig med, at der dannes en bue af
elektricitet. Det lys der fremkommer, er meget kraftigt. Kredsløbet slukkes,
når kulstængerne brænder, og de derved kommer for langt fra hinanden. Derfor
var der en del praktiske problemer med lampen.
En
speciel kulbuelampe, der afhjalp dette problem, var Jabiokovs lampe. Her ligger
de to kulstænger parallelt med hinanden. Den er så til gengæld svær at tænde.
Kulbuelysets æra som almindelig lyskilde i de små stuer sluttede, da Thomas
Edison opfandt glødepæren i 1879.
Men
der gik ikke mange år, før en ung læge ved navn Niels Finsen i 1895 begyndte at
bruge kulbuelyset i behandlingen af skaderne efter tuberkulose.
Tuberkulose
er en infektionssygdom, der skyldes tuberkelbakterien
(Mycobacterium tuberculosis). Den har fulgt
menneskene i tusinder af år. I Danmark var tuberkulose indtil begyndelsen af
det 20. århundrede en udbredt sygdom, der ofte førte til livslang invaliditet,
da bakterien nedbryder lunger, knogler, led...hvilket også tit førte til døden.
Mange
dannede store knuder på huden, som ofte udviklede sig til store åbne sår (Lupus
vulgaris). Nils Finsens behandling var en kosmetisk behandling, der stoppede
udviklingen af disse sår.
Download aktiviteten her: Lys - kulbuelampen og lupus vulgaris
Kommentarer