Anemone - den gode historie

Anemone (hvid) - den gode historie

Den hvide anemone er almindelig i løvskoven. På en hektar (100m x 100m) skov kan der være helt op til 7,5 millioner anemone-planter.

Man ved ikke, hvor navnet præcist kommer fra. Omkring år 1700 blev navnet brugt første gang. Måske stammer navnet fra det græske ord anemos, som betyder vind.

Blomsten har haft mange navne. I 1300-tallet blev den kaldt hvidevisse. I 1500-tallet hvideveje. Navnet visse eller veje kommer fra at virre som betyder nikke. I 1600-tallet blev den kaldt vindblomst. I 1800-tallet fik den et langt mere dramatisk navn, som ledte hen mod den frygtede sygdom "koldfeber", som i virkeligheden var malaria. Navnet var koldfeberblomst eller feberblomst. Man brugte dengang blomsten mod malaria.

Malaria var en almindelig, og frygtet sygdom i Danmark på dette tidspunkt. Malaria hed også Lollandsk-feber, da det var der de fleste fik sygdommen. Når bønderne om foråret så de første anemoner, plukkede de straks tre blomster og spiste dem for at beskytte sig. Man skulle efter at have spist dem sige "Virrevej, virrevej, virrevål, Vorherre befri mig for æ kold". På Als var man bange for at lugte til eller røre ved blomsten, da man troede, den kunne smitte med malaria.

De plukkede anemoner og gemte dem til vinteren, hvor folk med malaria fik dem at spise. Planten blev også knust, blandet med æggehvide og salt, og bundet på pulsårer mod koldfeber (1600-tallet).

Anemonen blev også brugt som lægeurt mod mindre skavanker som gigt. På Bornholm hed den derfor værkurt. Den blev også knust, blandet med lampeglas og olie, og gnedet i hestens øjne mod hornhindebetændelse.

P.S. Spis dem ikke. De er giftige.

Kilde: Folk og flora. V.J. Brøndegaard. Rosenkilde og Bagger, 1978.

Download den gode historie her:Anemone - den gode historie